Supermilliardærerne stormer frem – nu venter en æra med uanet indflydelse

I 1987 offentliggjorde magasinet Forbes den første milliardærliste, der omfattede 140 personer med en samlet formue på 295 milliarder dollar. Verdens dengang rigeste person var japaneren Yoshikai Tsutsumi, en ejendomsmatador med en formue på 20 milliarder dollar. Verdens rigeste mand i dag, iværksætteren Elon Musk, råder over en formue på 419,4 milliarder dollar – groft regnet 20 gange større end Tsutsumis, da hans pengetank var på sit højeste, og over to millioner gange mere end den gennemsnitlige nettoværdi af en amerikansk familie ifølge oplysninger fra firmaet Altrata, der opgør data over globale formuer. I takt med at antallet af globale milliardærer er vokset dramatisk i de senere år, er der dukket en ny kategori af ultrarige personer op – supermilliardærerne. Musk er én af kun 24 personer i verden, som kvalificerer sig til denne betegnelse, der er defineret som personer med formuer på 50 milliarder dollar (knap 360 milliarder kroner) eller derover. I begyndelsen af februar udgjorde disse supermilliardærers formuer over 16 procent af samtlige milliardærers formuer, en voldsom stigning fra fire procent i 2014, oplyser Altrata. Deres samlede nettoværdi udgjorde 3,3 billioner dollar svarende til Frankrigs BNP. Ud af disse 24 personer var 16 såkaldte centimilliardærer, hvilket vil sige, at de har formuer på mindst 100 milliarder dollar (godt 716 milliarder kroner). Stigningen i antallet af supermilliardærer har fundet sted samtidig med en mærkbar vækst i luksusmarkeder over det meste af verden, blandt andet på boligmarkedet, eftersom de pågældende ejer en stor andel af luksusboligerne rundtomkring i verden. Eksperterne mener, at oplysningerne afslører, at de ultrarige er begyndt at adskille sig fra de blot velhavende, og at de fra at have udgjort en underkategori nu er steget til nye højder. »Milliardærer har naturligvis altid kontrolleret betydelige mængder velstand, men nu taler vi om forskelle i den del af befolkningen, der er milliardærer,« fortæller Maya Imberg, som er analysechef hos Altrata, der har undersøgt supermilliardærerne. »Det er forbløffende, så meget nogle af formuerne hos disse personer er vokset,« tilføjer hun. I de store luksusboligmarkeder i New York, Miami, Palm Beach, Los Angeles og Aspen er der opført superhøje tårne og luksusboliger specielt beregnet til milliardærerne, og der er samtidig sket en eksplosiv vækst i antallet af boliger til nicifrede beløb over hele USA. Alle supermilliardærerne på Altratas liste ejer boliger og ejendomme til en værdi af mindst 100 millioner dollar – i mange tilfælde langt mere. Maya Imberg forklarer, at dette tal sandsynligvis er en meget lav vurdering i visse tilfælde, fordi fast ejendom ofte kan være opført i en anden persons navn eller være ejet af en af milliardærernes virksomheder eller holdingselskaber. Verdens befolkning af supermilliardærer udgøres for en stor dels vedkommende af iværksættere, som har tjent formuer i techbranchen eller ejer virksomheder, der har haft fremgang på grund af teknologiske fremskridt. Af de øverste ti på listen hører de seks hjemme i denne kategori. Af de 24 supermilliardærer er kun tre kvinder. Kun syv af dem har hovedkvarter uden for USA. Techrevolutionen har skabt en ny generation af milliardærer Stigningen i antallet af supermilliardærer markerer en forandring i sammensætningen af verdens ultrarige, mener eksperterne. I det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede var samfundets rigeste personer industrimagnater som John D. Rockefeller, der gjorde Standard Oil til et monopol, Andrew Carnegie, der dominerede stålindustrien, eller Cornelius Vanderbilt, der skabte en formue på jernbaner. Deres rigdom var stor, men spredt ud over brancher, som definerede en tidsalder med fysisk infrastruktur og fremstillingsindustri. På grund af Standard Oil blev John D. Rockefeller verdens første dokumenterede milliardær i 1916. I denne periode omfattede værdien af en koncern fysiske aktiver som fast ejendom og maskiner snarere end de forskellige former for intellektuel ejendom og muligheden for fremtidig ekspansion og indtjening, som presser værdien i vejret i vore dage. Vores dages techmilliardærer tegner sig for en betydelig andel af supermilliardærerne. Ud over Musk er der grundlæggeren af Amazon, Jeff Bezos, medstifteren af Oracle, Larry Ellison, stifteren af Meta, Mark Zuckerberg, og Steve Ballmer, forhenværende administrerende direktør i Microsoft. Deres velstand er næsten udelukkende knyttet til aktiekurser og derfor til den fremtidige pengestrøm i de koncerner, de har stiftet. Bezos, Zuckerberg og Jensen Huang fra chipgiganten NVIDIA har allesammen i de seneste år oplevet, at deres formuer er faldet eller steget med ti milliarder på et enkelt år afhængigt af investorernes vurderinger. Som følge deraf er deres rigdom uden fortilfælde – men det er deres formuers omskiftelighed også. Til forskel fra tidligere generationer, da formuer blev bygget op gennem årtiers arbejde, har vore dages techdrevne økonomi gjort det muligt for stifterne at indtjene enorme beløb på ganske få år. Før Sam Bankman-Fried, den nu skandaleramte stifter af kryptovalutabørsen FTX, blev anholdt i 2022, havde han eksempelvis, inden han var fyldt 30, opbygget en formue til en værdi af 26 milliarder dollar. »Vi har været vidne til enorme teknologiske forandringer i de seneste 40 år, som har gjort det muligt for nogle af disse virksomheder at vokse og har skabt kolossale aktieværdier,« siger Steven Kaplan, der er professor ved University of Chicago, Booth School of Business, hvor der forskes i finansverdenen og i økonomisk ulighed. »Walmart er et eksempel, Amazon er et andet. Der er tale om koncerner, der ikke kunne have fået så stor en vækst uden teknologien.« Den aktuelle sammensætning af supermilliardærer viser også, at der er tale om en udvikling væk fra, at verdens rigeste personer arver deres formuer, til at de er blevet milliardærer ved egen indsats. »Nutidens store amerikanske formuer er nye, ikke gamle penge,« fremgår det af en rapport fra 2024 fra Heritage Foundation, en konservativ tænketank, der fæster sig ved fraværet af navne som Astor, Carnegie, Rockefeller og Vanderbilt på lister som Forbes 400. »Ud af de cirka 97 stadig levende milliardærer på Forbes 400-listen fra 2005, som havde arvet deres formuer, er under halvdelen stadig med på listen i dag (…) Det mindretal af arvinger, som stadig er med på listen, havde tre gange så stor sandsynlighed for at være rykket længere ned end højere op på listen,« fremgår det af rapporten. Eksperter i skatteunddragelse De pågældende ændringer har fundet sted i 1980erne og 1990erne. Det skyldes de meget store teknologiske fremskridt i denne periode og dermed også forandringer som følge af globaliseringen. Den nobelprisvindende økonom Joseph Stiglitz, der er professor ved Columbia University, mener, at fremkomsten af flere og flere superrige personer skyldes lovgivningens manglende evne til at begrænse udviklingen af monopoler i techsektoren. »Vi har monopollove, der allesammen er afstemt efter Standard Oil, men de fungerer ikke effektivt i techsektoren,« siger han. Han påpeger også, at vore dages supermilliardærer er blevet eksperter i skatteunddragelse og dygtige til at udnytte svaghederne i principperne for god selskabsledelse til at tilegne sig »eksorbitante beløb« i løn og bonusser. Et godt eksempel er den aflønning fra Tesla på 50 milliarder dollar, som Elon Musk gennem det forløbne år har ført retssag om at få udbetalt. »Ledere af denne type har, både hvad angår deres koncerner og på individuelt niveau, været endnu dygtigere til at undgå at betale skat end til at fremstille gode produkter,« siger Stiglitz og tilføjer: »De burde skamme sig over de beløb, de betaler i skat som en andel af overskuddet.« De 24 supermilliardærer har ikke ønsket at kommentere denne udtalelse. Beregninger af milliardærers formuer er i sagens natur ikke nogen let videnskab. Det er forholdsvis nemt at beregne værdien af offentligt handlede aktier, men straks langt sværere at foretage den samme beregning, når det drejer sig om en privatejet virksomhed. Maya Imberg oplyser, at Altratas konklusioner kan adskille sig fra listerne hos Forbes og Bloomberg Billionaires Index på grund af faktorer som metodologi og daglige udsving i aktiekurserne. Eksplosionen i antallet af supermilliardærer finder sted i en tid med voksende økonomisk ulighed i USA. I 2024 tegnede den rigeste ene procent af amerikanske husholdninger sig for 49,2 billioner dollar svarende til cirka 30 procent af landets samlede formue, fremgår det af forbundsstatslige data. Sidst i 1980erne ejede den rigeste ene procent 23 procent af den samlede formue. Økonomisk velstand er blevet til politisk magt Det stigende antal supermilliardærer giver anledning til nogle grundlæggende spørgsmål om fremtidens velstandsfordeling og den økonomiske magt både i USA og globalt. Økonomer og politikere er uenige om, hvor meget det betyder, at milliardærers velstand kan vokse uhindret som middel til at opmuntre til fornyelse, eller om samfundet kan fungere på lige vilkår, når så stor en del af dets velstand er koncentreret på så få hænder. Det er ubestrideligt, at koncentrationen af velstand på et meget lille antal techiværksættere giver dem hidtil uhørte muligheder for at påvirke politik, medier og samfundet i det hele taget. Musk kontrollerer SpaceX, Tesla og X og er dermed i stand til at påvirke alt lige fra rumforskning til debatten på de sociale medier, og hertil kommer, at han også i den senere tid har haft uhindret adgang til præsident Trump. Jeff Bezos ejer The Washington Post. Mark Zuckerberg er chef for platformene Instagram, Facebook og Threads, der benyttes af millioner af mennesker. Alle disse supermilliardærer opererer i et stort set ureguleret digitalt landskab med stærkt begrænsede kontrolmuligheder. Kaplan, der betegner sig selv som optimist, ser de fremskridt inden for tech og globalisering, som ligger til grund for supermilliardærernes fremkomst, som en i sidste instans positiv udvikling for samfundet, selvom de i USA har skadet de industrisektorer, der førhen var en økonomisk drivkraft for middelklassen. Luigi Zingales, der er økonomiprofessor og vært for podcasten »Capitalisn’t«, mener, at supermilliardærernes fremgang er et symptom på kapitalismens svigt i USA. »Et godt kapitalistisk system er et system, der ikke belønner nogen alt for meget, for det skal blive ved med at være konkurrencepræget, og hver eneste nyskabelse bliver hurtigt kopieret,« forklarer han. Zingales beskylder det amerikanske retssystem for at have gjort det muligt for techkoncernerne at beskytte deres produktionshemmeligheder og nyskabelser i en sådan grad, at konkurrencen bliver umulig. »Jeg skal være den første til at indrømme, at vi har brug for incitamenter, hvis vi vil forny os. Men når folk kan blive så rige, tyder det på, at incitamenterne er alt for gode, og at vi kunne have fået de samme resultater meget billigere,« siger han. Stigende polarisering Stiglitz advarer desuden om, at ulighed i velstand før eller siden kan føre til politisk ulighed, der kan understøtte uligheden i formuer. »De superrige mennesker lever i en helt anden verden end flertallet af almindelige amerikanere. De behøver ikke at tænke på skoler, hospitaler eller sundhedsforsikringer ligesom almindelige amerikanere,« siger han og tilføjer: »Den slags store uligheder er polariserende, og jeg mener, at den undergraver den form for solidaritet, der er nødvendig for, at et samfund kan fungere.« Antallet af supermilliardærer er ikke desto mindre stadig stigende. May Imberg mener, at det ikke er usandsynligt, at vi kommer til at opleve verdens første billionær i dollar inden for de kommende årtier. »Man ville sandsynligvis have benægtet det før i tiden, men alt er åbenbart muligt nu om dage.« Oversat fra den originale engelske version af Claus Bech https://www.berlingske.dk/oekonomi/supermilliardaererne-stormer-frem-nu-venter-en-aera-med-uanet-indflydelse